Flint

Inde i grubegangene ser man ca. 25 cm tykke, mørke flintlag i den lagdelte kalk. Det er den såkaldte lagflint, der ligger med ca. en meters mellemrum. Flintlagene hælder svagt mod vest fordi kalken blev løftet mest op på øst­siden af gruberne. Nogle steder ses også plader af flint, der skærer på tværs af lagdelingen. Denne del af flinten udfylder sprækker i kalken og kaldes forkastningsflint.

Lagflinten er dannet samtidig med kalken, og man forestiller sig, at det er sket ved en meget kompliceret proces nede i den tidligere havbund. Da kalken blev aflejret, levede der på bunden af havet svampe med et skelet bestående af kisel. Kisel er i modsætning til kalk stabil i et surt miljø og opløselig i basisk miljø. Aflejringen af kalkalger har vedvarende fundet sted, og når kiselskeletterne fra de døde svampe efterhånden har befundet sig et stykke nede i kalkslammet er de på grund af de basiske forhold blevet opløst. Kislen er ført med vandet opefter, indtil opløsningen nåede den øverste del af slamlaget, hvor miljøet er surt. Her er kislen udkrystalliseret til mikroskopiske kvartskrystaller, hvor det i dag findes som lag og knolde af flint.