Forkastninger

Går man ad grubegangen, der fører mod øst fra hovedindgangen, ser man efter henholdsvis 25 m og 40 m brudflader i kalken, der hælder 45° mod øst. Brudfladerne er lette at få øje på, fordi de er udfyldt med forkastningsflint, der skærer lagflinten. Langs disse brudflader er der sket en forskydning eller forkastning, hvor kalken øst for brudfladerne er sunket 12 meter ned i forhold til kalken på den vestlige side.

Man antager, at årsagen til disse bevægelser skal søges i klimaskiftet i slutningen af istiden. I istiden har grundvandet i perioder været frosset til is, og det har derfor ikke kunnet opløse saltet i takt med, at salthorsten er blevet presset opad. Da klimaet efter istiden blev varmere begyndte grundvandet på ny at opløse toppen af salthorsten og landskabet sank igen. Forkastningerne opstod da, når kalken sank ned i de hulrum, der blev dannet, når saltet blev opløst og ført bort med grundvandet.