Gruberne

Fra senmiddelalderen og frem til 1820-erne skete der ingen større ændringer i gruberne. Fra et skaktformet hul fandt man frem til kalken. En "hugger" løsnede kalken, og "bærere" bar kalken op på marken.

Kvinde Grotte420px

"Huggeren" brugte den løsnede kalk som platform og grubegangene blev derfor ofte mange meter høje. Kun store stykker kalk blev båret ud. Kalksmulder og flintesten blev efterladt som et voksende affaldsbjerg på grubens bund, og som tiden gik måtte bærerne gå krumbøjet under loftet i en smal gang omgivet af stablet flint.

I 1826 besøgte kong Frederik 6. gruberne i Mønsted. Der kunne arbejdes mere effektivt, mente Majestæten, og to ingeniører fra Bad Segeberg kalkgruber i Holsten blev sendt til Mønsted for at forbedre kalkbrydningen. Specialisterne anbefalede hejseværker og vogne i stedet for "bærere". Kalken blev nu hejst op gennem lodrette skakter, og nye gange fik en bredde, så der var plads til tohjulede kalkvogne.

De nye skakter var dyre i anlæg og drift, og grubeejerne var tvunget til at samarbejde. I 1840 var der derfor kun to grubesystemer i drift. Syv gårdejere var fælles om "Frederiks Kalkværk". I den noget mindre "Nonbos Grube" samarbejdede tre gårdejere om et skaktsystem.

Fra slutningen af 1800-tallet blev kalken fra Mønsted brugt til andet og mere end byggeri og hvidtekalk. Metalindustrien og den kemiske industri købte store mængder, og landbruget begyndte nu for alvor at bruge jordbrugskalk. Selv den dårligste kalk kunne sælges og de før så unyttige flinteblokke endte som vejfyld, fundamenter og murværk. Kalkarbejdet var nu en helårsbeskæftigelse. I sommerhalvåret arbejdede man i åbne brud, i vinterhalvåret rykkede man ind i gruberne. Stordriften med bl.a. tipvogne krævede større minegange, men kalken blev stadig brudt med hakke. Alle forsøg på at forbedre brydningen var nemlig mislykket. Lufthamre pressede kalken til grød og det første og eneste forsøg med dynamit satte et skred i gang, der begravede ti tipvogne.

1953 var det sidste år, der blev brudt kalk i gruberne, og to år senere stoppede arbejdet i det åbne brud. Helt stille var der dog ikke i kalkværket, for her fremstillede to mand melkalk af brændt kalk fra Djursland til langt op i 1970'erne.