Kalkbrydning
og brænding

Da beboerne i Mønsted blev kristne for mere end 1000 år siden, fik de samtidigt et nyt bierhverv, "kalkbrydning og kalkbrænding". Til den nye religion hørte der kirker, og de skulle helst bygges af sten. Den lim, der bandt stenene sammen, var brændt kalk læsket til mørtel, et nyt byggemateriale i Danmark. Under markerne ved Mønsted var der kalk, tidligere en unyttig sten, men nu en kilde til indtægt (velstand blev det aldrig). I løbet af 200 år blev der bygget mere end 2000 stenkirker, godt 10 om året. Et byggeri der gav startskuddet til kalkindustrien i Mønsted, en produktion der først ophørte 1978.

Kalkbrydning 420Px

Mønsteds nære beliggenhed til Viborg by, middelalderens "jyske hovedstad" med engang 12 sognekirker, en domkirke, klostre, en byggelysten biskop og et rigt borgerskab betød, at Mønsted altid havde kunder til den brændte kalk, og det var nødvendigt for en stabil produktion. Kalksten (CaC03) mister ved en opvarmning på over 1000 grader kultveilten (C02) og bliver til brændt kalk (Ca0), men allerede under afkølingen begynder den brændte kalk at suge fugt og blive til læsket kalk (Ca(OH)2) for derefter at blive til kalksten igen ved at forbruge luftens kultveilte. Brændt kalk er derfor ingen lagervare, men skal bruges til byggeri kort tid efter, at den er brændt. En velfungerende kalkindustri kræver derfor et marked, der kan aftage den brændte kalk i takt med, at den bliver produceret.

Da Viborg i 1500-tallet mistede pusten, havde Mønsted forlængst fundet et større marked. I 1860'erne, hvor produktionen var på sit højeste, blev derfra Mønsted og nabobyen Daugbjerg årligt kørt godt 3000 vognlæs brændt kalk ud til forbrugere i hele Jylland.

Kalken blev brændt i skaktovne, nærmest en bred skorsten der kunne være 5 m høj og 4 m bred. I ovnen blev kalken stablet, så der inden for indfyringshullet var en stor lomme, hvor røggasserne kunne brænde. Så længe der var skov ved Mønsted fyrede man med træ, men allerede i 1500-tallet var skoven borte, og kalkbrænderne måtte derfor fyre med lyng fra den store Alhede.

Ovnen skulle være kold før den kunne tømmes. Den evige opvarmning og afkøling krævede meget brænde, og da der ved slutningen af forrige århundrede kom nye ovne, der nok var dyre i indkøb, men kunne tømmes og fyldes uden at afkøles, var de gamle ovne med et slag forældede. Kalkbrænding var nu en industri, der krævede mere kapital end almindelige bønder kunne skaffe.

I 1872 solgte bønderne i Mønsted alle kalkrettigheder til storindustrien "Mønsted Kalkværker" der senere blev en del af "De jydske Kalkværker". Den røde fabriksbygning med de engang så moderne skaktovne er et mindesmærke for de sidste hundrede års industrieventyr i Mønsted