Julefilm i Mønsted Kalkgruber

Se flere billeder

Emma og Julemanden

Familiefilmen 'Emma & Julemanden - Jagten på Elverdronningens hjerte' handler om den 11-årige Emma - en fantasifuld pige, der til tider føler sig glemt af sin store familie og derfor drømmer sig væk til eventyrlige verdener.

Da selveste Julemanden Nicolas og hans kone Julie en dag dumper ned igennem Emmas skorsten med deres nyfødte baby, bliver menneskepigen og den lille familie fra Nordpolen hurtigt gode venner.

Freden forstyrres, da de opdager, at Julemandens baby er blevet forbyttet med en elverunge og ført til den onde elverdronning. Snart må de tre rejse på en hæsblæsende rejse ind i Elverriget.

Optagelserne i den onde Elverdronningsrige er optaget i Mønsted Kalkgruber. Optagelserne stod på tidligt forår 2015, hvor et stort filmhold i flere dage indtog gruberne. Lokale statister blev forvandlet til ukendelighed som elverfolk med store strittende ører og mærkeligt tøj.

Absalon Hemmelighed

Absalons Hemmelighed er fra 2006 og genudsendes som DR 1´s julekalender i 2015 og handler om den 12-årige pige Cecilie, der bor med sin familie ovenover et stormagasin i København. Cecilie interesser sig meget for arkæologi. I forbindelse med bygningen af en ny metrotunnel under stormagasinet har man fundet ruinerne af Absalons gård, og der er derfor blevet åbnet en udstilling i stormagasinet med fundene fra udgravningerne. Cecilie hører en gæst tale om "Absalons Hemmelighed", og hun beslutter sig for at undersøge, hvad denne hemmelighed går ud på. Cecilie møder drengen Hubert, der ikke ved, hvor han kommer fra, og sammen kommer de to på sporet af Absalons hemmelighed. De to børn begiver sig ud på en farefuld færd i udgravningerne og finder vejen til en skjult fangekælder.

Optagelserne fra fangekælderen er optaget i Mønsted Kalkgruber i sommeren 2006, og i dag kan besøgende stadig se den skakt, hvor børnene stiger ned igennem og kommer ud i fangekælderen, som altså i virkeligheden er Mønsted Kalkgruber.