I Mønsted Kalkgruber er der i flere niveauer mere end 60 km gange under jorden. Nogle er så store som domkirker og andre ganske lave, så en voksen mand ikke kan gå oprejst. Der er elektrisk lys i to km gange. Forsvinder strømmen, er der nødbelysning til flere timer. Fra hovedgangen, der fører lige ind i kalkbjerget, er der i en sidegang adgang til et ældgammelt grubesystem med små lave gange. Længere inde i hovedgangen går man op i "Nonbos Grube", hvor der	Klik for at forstørre
blev arbejdet i årene omkring 1840. Fra gruben er der adgang til de dybeste minegange, der fører frem til to søer. Ved den største vil der regelmæssigt være et multimedieshow om grubernes historie, hvor lysbilledfremvisere kaster billeder på vandet og kalken. Sikkerheden er i top i de oplyste gruber. Lad være med at gå ud i mørket. Man kan fare vild, og enkelte steder er der dybe huller.

Oplyste gange

Den kalk, man møder i Mønsted Kalkgruber er fra samme periode som kalken, man f.eks. ser ved Bulbjerg og i den øvre del af Stevns Klint. At kalken i netop Mønstedområdet når op til overfladen skyldes en underliggende salthorst, der nedefra har skubbet kalken opad.

Det begyndte for 250 mio. år siden, hvor det nuværende Nord og Midtjylland var dækket af hav. Klimaet var varmt og tørt, og der blev udfældet et kilometertykt lag salt på havbunden. I den efterfølgende periode blev der aflejret et 4-5 km tykt lag ler og sand fra de skandinaviske fjelde og siden kridt og kalk oven på saltet. Saltet er derfor under stort tryk. Da salt har en massefylde, der er godt 10% mindre end lagene ovenpå, vil saltet og de overliggende tungere aflejringer derfor søge at bytte plads. Saltstrukturer bevæger sig derfor flere steder opad i Nordjyllands undergrund og skubber de overliggende lag til side eller opefter. Disse bevægelser i saltet foregår formentlig stadig.

Den nuværende form og tykkelse af saltlaget varierer meget, og nogle steder findes en flere km bred salthorst, der når op nær jordoverfladen. Dette er tilfældet i undergrunden under Mønsted, hvor saltoverfladen findes i 300 meters dybde. I denne dybde stopper saltet, fordi bevægelserne foregår så langsomt, at det ferske grundvand kan nå at opløse saltet, inden det kommer nærmere overfladen.

Oven på Mønstedsalthorsten findes en omtrent 100 meter tyk gipshat, der består af de uopløselige mineraler i saltet, hvoraf en stor del er gips. Tykkelsen af gipshatten fortæller, at der i tidens løb er opløst enorme mængder af salt.

Salthorsten ved Mønsted

Over gipshatten findes 100 m skrivekridt fra den yngste del af Kridttiden og herover 75 m kalk fra Danien-tiden, som er den ældste del af den Tertiære periode opkaldt efter Danmark. Overfladen af Danienkalken ville her normalt ligge i 4-500 meters dybde, men på grund af salthorsten er den hævet helt op under overfladen. Det er i denne Danienkalk, at Mønsted Kalkgruber er anlagt.

Danienkalken er dannet af kalkskaller fra encellede kalkalger, der svævede rundt i et subtropisk hav for godt 60 millioner år siden. Når organismerne døde, sank deres skaller ned på bunden af havet og her dannede de med tiden et tykt lag kalkslam. Efterhånden som tykkelsen af slamlaget voksede, steg trykket, hvorved vandet nedefra blev presset op gennem og ud af slamlaget. Derved opstod kalken efterhånden som en kompakt og fast bjergart. I kalken findes der kun få større fossiler. Det skyldes antagelig, at aflejringen af kalkalger er foregået så hurtigt, at der har dannet sig et tykt slamlag, som har været et dårligt miljø for større bundlevende organismer.

Inde i grubegangene ser man ca. 25 cm tykke, mørke flintlag i den lagdelte kalk. Det er den såkaldte lagflint, der ligger med ca. en meters mellemrum. Flintlagene hælder svagt mod vest fordi kalken blev løftet mest op på øst­siden af gruberne. Nogle steder ses også plader af flint, der skærer på tværs af lagdelingen. Denne del af flinten udfylder sprækker i kalken og kaldes forkastningsflint.

Lagflinten er dannet samtidig med kalken, og man forestiller sig, at det er sket ved en meget kompliceret proces nede i den tidligere havbund. Da kalken blev aflejret, levede der på bunden af havet svampe med et skelet bestående af kisel. Kisel er i modsætning til kalk stabil i et surt miljø og opløselig i basisk miljø. Aflejringen af kalkalger har vedvarende fundet sted, og når kiselskeletterne fra de døde svampe efterhånden har befundet sig et stykke nede i kalkslammet er de på grund af de basiske forhold blevet opløst. Kislen er ført med vandet opefter, indtil opløsningen nåede den øverste del af slamlaget, hvor miljøet er surt. Her er kislen udkrystalliseret til mikroskopiske kvartskrystaller, hvor det i dag findes som lag og knolde af flint.

Snit gennem indgangen til gruberne

Går man ad grubegangen, der fører mod øst fra hovedindgangen, ser man efter henholdsvis 25 m og 40 m brudflader i kalken, der hælder 45° mod øst. Brudfladerne er lette at få øje på, fordi de er udfyldt med forkastningsflint, der skærer lagflinten. Langs disse brudflader er der sket en forskydning eller forkastning, hvor kalken øst for brudfladerne er sunket 12 meter ned i forhold til kalken på den vestlige side.

Man antager, at årsagen til disse bevægelser skal søges i klimaskiftet i slutningen af istiden. I istiden har grundvandet i perioder været frosset til is, og det har derfor ikke kunnet opløse saltet i takt med, at salthorsten er blevet presset opad. Da klimaet efter istiden blev varmere begyndte grundvandet på ny at opløse toppen af salthorsten og landskabet sank igen. Forkastningerne opstod da, når kalken sank ned i de hulrum, der blev dannet, når saltet blev opløst og ført bort med grundvandet.

Når man går rundt i landskabet oven over gruberne ser man flere steder karakteristiske lavninger i jordoverfladen, bl.a. i området lige over hovedindgangen til gruberne. Det skyldes enten, at overjord stedvis er forsvunden ned gennem et hul til en grubegang, eller jordfaldshuller, der er opstået ved kolaps af højtliggende grubegange i kalken, så de overliggende materialer er sunket ned. Også i de seneste år er der eksempler på jordfaldshuller, idet der for få år siden skete en sammenstyrtning ved Mønsted Skole. Det blev herved afsløret, at der også er grubegange i dette område. Jordfaldshuller kan også opstå som følge af sammenstyrtninger over hulrum, der naturligt er opstået i kalken som følge af, at nedsivende vand har opløst kalken.

Også i de oplyste grubegange ses dynger af jord og sand, der er faldet ned gennem huller i loftet. Materialerne stammer fra de øvre grubegange som omtalt ovenfor. Er jorden og sandet først nede i grubegangene, finder en del af materialet efterhånden ned i disse dybestbeliggende grubegange.