Uddrag fra anmeldelsen af bogen på historie-online.dk:

"Nær Viborg ligger byerne Daugbjerg og Mønsted, som i mange år var rammen om kalkværksdrift. I dag er stedet et yndet turistmål, ligesom de gamle kalkgruber fungerer som ostelager for Arla Foods. Museumsinspektør Per Bugge Vegger, der er den daglige leder af Mønsted Kalkgruber, har sat sig for at skrive om kalkværksdriften i gruberne og området. Hertil tilføjes interessante afsnit om handel og spekulation med kalk samt om den turisme, som gruberne har haft allerede siden midten af 1800-tallet. Minedrift i Midtjylland er lokalhistorie med stort L, men har også en kultur- og industrihistorisk dimension. "

Du kan læse hele anmeldelsen her.

Udgivet af forlaget Fortiden 

95 sider, 120 kr. + forsendelse

Bogen kan bl.a. købes i Mønsted Kalkgruber samt ved henvendelse hertil.

Henvendelse via email:

Om Mønsted Kalkgruber

I 1997 erhvervede Skov- og Naturstyrelsen Mønsted Kalkgruber. Den direkte anledning til erhvervelsen var, at gruberne efter i en årrække at have været åbne for besøgende i 1995 blev lukket af ejeren. Dette blev af mange anset for uheldigt, og Danmarks Naturfredningsforening rejste fredningssag med henblik på en genåbning. Løsningen blev dog, at staten erhvervede gruberne, kalkværksbygningerne og ca. 14 ha jord, idet hele spektret af interesser, der knyttede sig til ejendommen, hermed blev sikret. Det gjaldt først og fremmest sikring af gruberne som det mest betydningsfulde overvintringssted for flagermus i Europa, men også de betydelige kulturhistoriske, friluftsmæssige og geologiske interesser, der er knyttet til stedet.

Violinisten Anker Buch ejede Mønsted Kalkgruber fra 1981 indtil staten købte gruberne. Ikke blot Anker Buch, men også andre anerkendte kunstnere begyndte at afholde koncerter under jorden og i kalkværket. En tradition der stadig lever. Mønsted Kalkgruber blev et "kulturhus", længe før ordet var opfundet.

Indgang til området

Da beboerne i Mønsted blev kristne for mere end 1000 år siden, fik de samtidigt et nyt bierhverv, "kalkbrydning og kalkbrænding". Til den nye religion hørte der kirker, og de skulle helst bygges af sten. Den lim, der bandt stenene sammen, var brændt kalk læsket til mørtel, et nyt byggemateriale i Danmark. Under markerne ved Mønsted var der kalk, tidligere en unyttig sten, men nu en kilde til indtægt (velstand blev det aldrig). I løbet af 200 år blev der bygget mere end 2000 stenkirker, godt 10 om året. Et byggeri der gav startskuddet til kalkindustrien i Mønsted, en produktion der først ophørte 1978.

Mønsteds nære beliggenhed til Viborg by, middelalderens "jyske hovedstad" med engang 12 sognekirker, en domkirke, klostre, en byggelysten biskop og et rigt borgerskab betød, at Mønsted altid havde kunder til den brændte kalk, og det var nødvendigt for en stabil produktion. Kalksten (CaC03) mister ved en opvarmning på over 1000 grader kultveilten (C02) og bliver til brændt kalk (Ca0), men allerede under afkølingen begynder den brændte kalk at suge fugt og blive til læsket kalk (Ca(OH)2) for derefter at blive til kalksten igen ved at forbruge luftens kultveilte. Brændt kalk er derfor ingen lagervare, men skal bruges til byggeri kort tid efter, at den er brændt. En velfungerende kalkindustri kræver derfor et marked, der kan aftage den brændte kalk i takt med, at den bliver produceret.

Da Viborg i 1500-tallet mistede pusten, havde Mønsted forlængst fundet et større marked. I 1860'erne, hvor produktionen var på sit højeste, blev derfra Mønsted og nabobyen Daugbjerg årligt kørt godt 3000 vognlæs brændt kalk ud til forbrugere i hele Jylland.

Kalken blev brændt i skaktovne, nærmest en bred skorsten der kunne være 5 m høj og 4 m bred. I ovnen blev kalken stablet, så der inden for indfyringshullet var en stor lomme, hvor røggasserne kunne brænde. Så længe der var skov ved Mønsted fyrede man med træ, men allerede i 1500-tallet var skoven borte, og kalkbrænderne måtte derfor fyre med lyng fra den store Alhede.

Ovnen skulle være kold før den kunne tømmes. Den evige opvarmning og afkøling krævede meget brænde, og da der ved slutningen af forrige århundrede kom nye ovne, der nok var dyre i indkøb, men kunne tømmes og fyldes uden at afkøles, var de gamle ovne med et slag forældede. Kalkbrænding var nu en industri, der krævede mere kapital end almindelige bønder kunne skaffe.

I 1872 solgte bønderne i Mønsted alle kalkrettigheder til storindustrien "Mønsted Kalkværker" der senere blev en del af "De jydske Kalkværker". Den røde fabriksbygning med de engang så moderne skaktovne er et mindesmærke for de sidste hundrede års industrieventyr i Mønsted.

Fra dengang der blev brudt kalk i Mønsted Kalkgruber

Ulemperne ved at bryde kalk under åben himmel var tidligere så store, at man i Mønsted hentede kalken i underjordiske gruber, et nordisk ord for minegange.

Et åbent kalkbrud blev til pløre og ælte om vinteren, og hen på foråret måtte læssevis af frostsprængt kalk kasseres, fordi kun store stykker kalk kunne stables og brændes. Grubegange derimod var frostfrie, og ville landsbyen i øvrigt overleve, måtte det meste kalk brydes om vinteren. I sommerhalvåret var tiden knap, for her skulle der sås, bjerges hø og høstes.

Fra senmiddelalderen og frem til 1820-erne skete der ingen større ændringer i gruberne. Fra et skaktformet hul fandt man frem til kalken. En "hugger" løsnede kalken, og "bærere" bar kalken op på marken.

"Huggeren" brugte den løsnede kalk som platform og grubegangene blev derfor ofte mange meter høje. Kun store stykker kalk blev båret ud. Kalksmulder og flintesten blev efterladt som et voksende affaldsbjerg på grubens bund, og som tiden gik måtte bærerne gå krumbøjet under loftet i en smal gang omgivet af stablet flint.

I 1826 besøgte kong Frederik 6. gruberne i Mønsted. Der kunne arbejdes mere effektivt, mente Majestæten, og to ingeniører fra Bad Segeberg kalkgruber i Holsten blev sendt til Mønsted for at forbedre kalkbrydningen. Specialisterne anbefalede hejseværker og vogne i stedet for "bærere". Kalken blev nu hejst op gennem lodrette skakter, og nye gange fik en bredde, så der var plads til tohjulede kalkvogne.

De nye skakter var dyre i anlæg og drift, og grubeejerne var tvunget til at samarbejde. I 1840 var der derfor kun to grubesystemer i drift. Syv gårdejere var fælles om "Frederiks Kalkværk". I den noget mindre "Nonbos Grube" samarbejdede tre gårdejere om et skaktsystem.

Fra slutningen af 1800-tallet blev kalken fra Mønsted brugt til andet og mere end byggeri og hvidtekalk. Metalindustrien og den kemiske industri købte store mængder, og landbruget begyndte nu for alvor at bruge jordbrugskalk. Selv den dårligste kalk kunne sælges og de før så unyttige flinteblokke endte som vejfyld, fundamenter og murværk. Kalkarbejdet var nu en helårsbeskæftigelse. I sommerhalvåret arbejdede man i åbne brud, i vinterhalvåret rykkede man ind i gruberne. Stordriften med bl.a. tipvogne krævede større minegange, men kalken blev stadig brudt med hakke. Alle forsøg på at forbedre brydningen var nemlig mislykket. Lufthamre pressede kalken til grød og det første og eneste forsøg med dynamit satte et skred i gang, der begravede ti tipvogne.

1953 var det sidste år, der blev brudt kalk i gruberne, og to år senere stoppede arbejdet i det åbne brud. Helt stille var der dog ikke i kalkværket, for her fremstillede to mand melkalk af brændt kalk fra Djursland til langt op i 1970'erne.

Frasorteret materiale fra kalkbrydningen