Kalk

Kalk

Den kalk man møder i Mønsted Kalkgruber er fra samme periode som kalken, man f.eks. ser ved Bulbjerg og i den øvre del af Stevns Klint. At kalken i Mønstedområdet når op til overfladen, skyldes en underliggende salthorst, der nedefra har skubbet kalken opad.

Det begyndte for 250 mio. år siden, hvor det nuværende Nord- og Midtjylland var dækket af hav. Klimaet var varmt og tørt og der blev udfældet et kilometertykt lag salt på havbunden. I den efterfølgende periode blev der aflejret et tykt lag ler og sand fra de skandinaviske fjelde. Sidenhen blev der aflejret kridt og kalk oven på saltet, hvilket gjorde, at det var under stort tryk. Da salt har en massefylde, der er godt 10% mindre end lagene ovenpå, vil saltet og de overliggende tungere aflejringer derfor søge at bytte plads. Saltstrukturer bevæger sig derfor flere steder opad i Nordjyllands undergrund og skubber de overliggende lag til side eller opefter. Disse bevægelser i saltet foregår formentlig stadig.

Den nuværende form og tykkelse af saltlaget varierer meget, og nogle steder findes en flere km bred salthorst, der når op nær jordoverfladen. Dette er tilfældet i undergrunden under Mønsted, hvor saltoverfladen findes i 300 meters dybde. I denne dybde stopper saltet, fordi bevægelserne foregår så langsomt, at det ferske grundvand kan nå at opløse saltet, inden det kommer nærmere overfladen.

Oven på Mønsted-salthorsten findes en omtrent 100 meter tyk gipshat, der består af de uopløselige mineraler i saltet, hvoraf en stor del er gips. Tykkelsen af gipshatten fortæller, at der i tidens løb er opløst enorme mængder af salt.

Over gipshatten findes 100 m skrivekridt (fra den yngste del af Kridttiden) og herover 75 m kalk fra Danien-tiden, som er den ældste del af den Tertiære periode opkaldt efter Danmark. Overfladen af Danienkalken ville her normalt ligge i 4-500 meters dybde, men på grund af salthorsten er den hævet helt op under overfladen. Det er i denne Danienkalk, at Mønsted Kalkgruber er anlagt.

Danienkalken er dannet af kalkskaller fra encellede kalkalger, der svævede rundt i et subtropisk hav for godt 60 millioner år siden. Når organismerne døde, sank deres skaller ned på bunden af havet og her dannede de med tiden et tykt lag kalkslam. Efterhånden som tykkelsen af slamlaget voksede, steg trykket, hvorved vandet nedefra blev presset op gennem og ud af slamlaget. Derved opstod kalken efterhånden som en kompakt og fast bjergart.

I kalken findes der kun få større fossiler. Det skyldes antageligt, at aflejringen af kalkalger er foregået så hurtigt, at der har dannet sig et tykt slamlag, som har været et dårligt miljø for større bundlevende organismer.

 

Går man ad grubegangen, der fører mod øst fra hovedindgangen, ser man efter henholdsvis 25 m og 40 m brudflader i kalken, der hælder 45° mod øst. Brudfladerne er lette at få øje på, fordi de er udfyldt med forkastningsflint, der skærer lagflinten. Langs disse brudflader er der sket en forskydning eller forkastning, hvor kalken øst for brudfladerne er sunket 12 meter ned i forhold til kalken på den vestlige side.

Man antager, at årsagen til disse bevægelser skal søges i klimaskiftet i slutningen af istiden. I istiden har grundvandet i perioder været frosset til is og det har derfor ikke kunnet opløse saltet i takt med, at salthorsten er blevet presset opad. Da klimaet efter istiden blev varmere begyndte grundvandet på ny at opløse toppen af salthorsten og landskabet sank igen. Forkastningerne opstod, når kalken sank ned i de hulrum, der blev dannet, når saltet blev opløst og ført bort med grundvandet.